
Sådan sikrer du dit trådløse netværk

Du bør aldrig gå på nettet på et ubeskyttet trådløst netværk. Se, hvordan du beskytter det.
Er dit trådløse netværk ubeskyttet, kan andre bruge det til ulovligheder så som at downloade børneporno. Men de kan også overvåge dine aktiviteter og aflure koder til din netbank og lignende.
Så du bør sikre dit netværk så godt som overhovedet muligt.
Er du på et trådløst netværk?
Flyt din mus over det lille ikon for trådløst netværk, der ligger nede i højre hjørne på skærmen - det der hedder Meddelelses-området. Hvis du er tilknyttet et trådløst netværk, kan du se navnet på det her.
Hvis du er som 80 procent af de trådløse internetbrugerne, hedder dit net noget som 'Linksys (Unsecured)' eller 'Default (Unsecured)'.
Et usikret trådløst netværk er som en invitation til hackere om at vade direkte ind på din pc og tage dine personlige oplysninger, lægge ubehagelige ting på pc'en eller bruge din forbindelse til andre kriminelle ting.
Brugernavn og password
Når du har pakket din trådløse router ud, skal du logge ind på en hjemmeside (routerens administrations-side) for at sætte dit trådløse netværk op. Problemet er, at alle får udleveret samme login og password til det samme produkt og ændrer det sjældent. Det gør dig til et let offer for hackere og identitetstyve, da de på nettet kan finde standard brugernavne og kodeord for de mest almindelige routere.
Derfor anbefaler vi, at du skifter brugernavn og password på din router efter det første login - og gør det svært for andre at gætte det.
Opgrader din trådløse kryptering
Hvis den information, der bliver sendt frem og tilbage over dit trådløse netværk ikke er godt nok krypteret, kan en hacker let komme ind og overvåge dine aktiviteter. Når du skriver personlige eller økonomiske informationer på en hjemmeside, kan hackeren tage disse oplysninger og bruge dem til at tage din identitet.
Den gamle krypteringssstandard Wired Equivalent Privacy (WEP) kan blive hacket på 30 sekunder, uanset hvor godt du ellers har sikret den. Desværre er der millioner af mennesker, der stadig bruger WEP kryptering til at sikre deres informationer, selvom du nu kan sikre det med den forbedrede WPA eller WPA2 krypterings-standard.
Vi anbefaler, at du ikke længere bruger WEP-krypteringen.
Hvis du vil se om dit trådløse netværk anvender kryptering, så er der i det, der hedder "Proceslinjen" eller på engelsk 'Task bar' et lille ikon, der viser din trådløse forbindelse, der for eksempel hedder 'Wireless Network Connection'.
Hvis du højre-klikker på dette ikon og vælger 'Vis trådløse netværk, der er tilgængelige', vil du åbne et vindue, der viser alle trådløse netværk, din pc kan se. Ud for hvert netværk, vil det være vist, om kryptering anvendes. For eksempel kan der stå 'Trådløst netværk med sikkerhedsaktivering (WPA)'. Det betyder, at netværket er krypteret med WPA.
Hvis der står 'Trådløst netværk uden sikkerhedsaktivering' betyder det, at der ikke anvendes kryptering på netværket.
Opsætning af netværkets kryptering
Vi anbefaler dig altid at vælge den højeste sikkerhedsindstilling, din router og pc understøtter. I række følge er de følgende sikrest:
WPA2-Personal
WPA2-Mixed
WPA-Personal med algoritmen AES
WPA-Personal med algoritmen TKIP
Hvis du kun kan vælge WEP, bør du kraftigt overveje at opgradere dit udstyr.
Er det derimod din pc, der skal opdateres til at køre med en højere sikring, kan det eventuelt klares ved, at du installere Microsoft's WPA2 hotfix til Windows XP.
Du skal formentlig også opdatere dit trådløse kort driver. Hvis du har brug for disse opdateringer, vil de være listet under 'Hardware Optional' på Microsoft's Windows Update side.
Når du er klar til at vælge kryptering på dit trådløse netværk, skal du logge ind på din routers administrations-side. Det er den side, du loggede ind på, da du satte routeren op første gang. Adressen kan du finde i manualen.
Når du er logget ind, skal du ændre sikkerhedsindstillingerne til den højeste sikkerhedsindstilling. Til sidst skriver du dit password i feltet, der hedder 'Shared Key' og gemmer dine ændringer.
Skift netværkets navn
Din router kommer med et standard system-id, kaldet SSID (Service Set Identifier) eller ESSID (Extended Service Set Identifier). Dette id bliver typisk omtalt som navnet på dit netværk.
Mange ændrer aldrig navnet på netværket. Det er et alvorligt vink med en vognstang til kriminelle, om at du stadig har standardopsætning og ikke yderligere sikring på dit netværk, og at det dermed er lettere at bryde ind i.
Skift standard-SSID'en med det samme, når du konfigurerer dit netværk. Det beskytter dig ikke som sådan, men sender et budskab til kriminelle, om at du har sikret det.
Når du har styr på hvilket netværk, der er dit, kommer du ikke til at logge på eksempelvis naboernes usikre netværk og dermed udsætter din pc for fare.
Læs mere på TDC Kundecenter om at skifte SSID.
Skjul navnet på dit netværk
Det er også en god idé at 'skjule' netværket, så hackere og nassende naboer slet ikke kan se det.
Normalt er din router programmeret til at vise (broadcaste) netværksnavnet (SSID'et). Det kan være nødvendigt for hotspots og firmaer at gøre det sådan, så folk kan finde deres netværk. Men det er ikke nødvendigt i en privat husstand, hvor forskellige brugere ikke skal logge sig på. Så slå SSID broadcast fra, når du har konfigureret din pc til at bruge netværket.
Har du en Linksys router, kan du se instruktionen i manualen, og bruger du D-Link, kan du finde manualen på deres danske hjemmeside. Her kan du også finde en guide til opsætning af deres routere.
Har du andre fabrikanter, kan du prøve at søge efter manualen. Er manualen på engelsk, skal du kigge efter Disable Broadcasting SSID.
MAC Adresse Filtering
Hvis du har haft et usikret trådløst netværk, kan du risikere, at naboer har brugt dit netværk til at komme på nettet.
Du kan tjekke hvem, der har brugt dit netværk ved at kigge på MAC adressen. Alle enheder, der kan gå på nettet trådløst har en unik kode kaldet en Mac adresse. Disse adresser kan være en god hjælp, når du skal sikre dit netværk.
Du kan give alle de enheder, der skal bruge dit trådløse netværk adgang til dit netværk og lukke alle andre ude.
Hvis du vil det, skal du skrive alle MAC adresserne, der skal have adgang, ind. Det er en lidt besværlig proces. Hos PC Tricks kan du se, hvordan du finder en Mac adresse.
En Mac adresse kan forfalskes, men det kræver en vis hacker-klasse for at kunne gøre det.
Fjern tidligere brugte netværk
Det har ikke nogen betydning for din sikkerhed, men en bruger har bedt om en måde til at fjerne de netværk, han tidligere har brugt.
For at få adgang til informationen og eventuelt fjerne det trådløse netværk, gør du følgende:
a) Højreklik på ikonet 'Trådløse netværk' i taskbaren
b) Vælg 'Vis trådløse, der er tilgængelig' i den menu, der vises
c) I den dialogboks, der vises, vælges 'Skift avancerede indstillinger' i menuen til venstre
d) I dialogboksen vælges fanebladet 'Trådløse netværk'
e) I listen 'Foretrukne netværk' vælges det trådløse netværk, der skal fjernes og tryk derefter på knappen 'Fjern'
f) Klik på knappen 'OK'
Hvis ikonet 'Trådløse netværk' ikke er tilgængelig i taskbaren, kan du også gøre følgende:
1) I Start menuen vælges 'Kontrolpanel'
2) Her dobbeltklikkes på 'Netværks-forbindelser'
3) I dialogboksen 'Netværks-forbindelser' vælges den trådløse netværks-forbindelse for eksempel 'Wireless Network Connection...'
4) I menuen til venstre vælges 'Vis trådløse netværk, der er tilgængelige'
og fortsæt derefter med punkt c) ovenover
Opdatering af drivere
En anden bruger har bedt om beskrivelse af, hvordan man opdaterer sine drivere. Det er svært at beskrive på et let måde, da det er meget hardware- og leverandør-specifikt.
Men her er nogle trin, som bør fungere for de fleste.
a) I Start menuen vælges 'Kontrol panel'
b) Her dobbeltklikkes på 'System'
c) I dialogboksen vælges fanebladet 'Hardware'
d) Her klikkes på knappen 'Enhedshåndtering'
e) I dialogboksen 'Device Manager' finder du dit trådløse netværkskort. Det ligger under 'Network Adapters' (udvid eventuelt listen ved at trykke på +) og kan for eksempel hedde '11b/g Wireless LAN Mini PCI Adapter'
f) Når du har fundet det, markerer (vælger) du det og højreklikker
Nu er der to muligheder:
Mulighed 1):
g) I menuen vælger du 'Opdater driver...'
h) Nu starter 'Guiden Opgrader hardware' og du følger de anvisninger, som passer til din situation
Mulighed 2):
g) I menuen vælger du 'Egenskaber'
h) I dialog boksen 'Egenskaber for...' vælger du fanebladet 'Driver'
i) Her trykker du på knappen 'Opdater driver...'
j) Nu starter 'Guiden Opgrader hardware' og du følger de anvisninger, som passer til din situation
Kilde : TDC